Vielse

Når grundlæggeren af Den Evangeliske kirke, Martin Luther, viede et brudepar, spurgte han bruden og gommen udenfor kirkedøren, om de ville have hinanden, - og når de begge klart og utvetydigt havde sagt 'Ja' dertil, sagde han:

'Det er godt for de unge at lære, at ægteskab er en alvorlig sag. Sådan var det i begyndelsen, da man bad om Guds velsignelse og menighedens bøn; og når man stadig gør det, er det bevis på, at man véd, man begiver sig ind i fare og nød og derfor hårdt har brug for Guds velsignelse og menighedens bøn ved ægteskabets start. Den nød nemlig, som djævelen afstedkommer med hor, utroskab, uenighed og al slags jammer.'

En kirkelig vielse er altså en gudstjeneste hvorunder præsten, som ifølge sit embede har borgerligt gyldig vielsesmyndighed, vier brud og brudgom til hinanden.
De, der bestiller en vielse i Vor Frelsers kirke, beder altså kirken om at afholde en gudstjeneste for dem og deres eventuelle gæster på deres bryllupsdag.

I den forudgående samtale mellem præst og brudepar gennemgås vielsens forløb og brudeparret fremkommer med deres ønsker om salmevalg til vielsesgudstjenesten. 

For at blive viet i Vor Frelsers kirke skal enten brudepar eller deres forældre bo i sognet eller på anden måde være knyttet til kirken.

De, der ønsker at blive viet i Vor Frelsers kirke, henvender sig til kirkekontoret for at aftale tidspunkt for brylluppet. Derefter kontakter man den præst, der skal foretage vielsen og aftaler en personlig samtale. 

Inden den kirkelige vielse finder sted, skal man have erhvervet sig en 'prøvelsesattest'. Denne fås ved henvendelse i Rådhusbutikken.

Prøvelsesattesten må ikke være mere end fire måneder gammel ved vielsen.

Prøvelsesattest og dåbsattester afleveres til kirkekontoret inden den personlige samtale.




VOR FRELSERS KIRKE  ESBJERG  KIRKEGADE 24  6700 ESBJERG  TLF. 75 12 02 59