FEB
25

"Sorgens sande ansigt"
Martin Herbst Cand.theol., forfatter, foredragsholder og rejseleder
Hvis mennesket var en græsk gud, der ikke kunne dø eller føle smerte, ville tilværelsen være befriet for bekymring, lidelse og sorg. Men livet ville også være tømt for nærvær, dybde og omsorg. Vores dødelighed og skrøbelighed er kærlighedens forudsætning. Kunsten består derfor ikke i at lukke øjnene forsorgen eller prøve at undgå den i en vild virkelighedsflugt på nettet, i en drømmeverden eller i det pulveriserende liv, men i at forholde sig til sorgen på en konstruktiv måde. På denne formiddag skal vi på en rejse fra historiens vugge til i dag. På vores rejse gør vi holdt ved historiens store ånder og lytter til deres tankevækkende og højaktuelle bud på, hvordan man kan forholde sig til sorg, forvirring og tårer på en måde, der er befordrende for livsindsigten, friheden, værdigheden og kærligheden. Om end disse ånders bud er forskellige, er de alle enige om følgende: Det liv, der både kan rumme sorgen og glæden er større, rigere og skønnere end det liv, der kun kan rumme glæden.