Af Trine Villumsen

Påskedag – kirkens største helligdag

”Krist stod op af døde
i påske-morgenrøde”.

Det er påskemorgens helt fortættede forkyndelse – at Kristus er opstanden. Graven var tom, stenen væltet fra. Døden er overvundet, og han er kaldt ud til nyt liv. Og dermed har vi fået del i opstandelseshåbet. – I troen på nye muligheder, ny glæde, nyt liv.

 

Det fortælles, at der under sovjettiden i Rusland blev holdt et møde, hvor partiets tro væbnere agiterede imod kirke og kristendom for en stor menneskemængde.

Efter flere lange taler steg en lille mand op på talerstolen. Man så, han var præst. - Kort og fyndigt råbte han: ”Kristus er opstanden”. – Hvortil hele forsamlingen svarede tilbage som med én mund: ”Ja, han er sandelig opstanden!”

”Jeg har ikke mere at tilføje”, sagde præsten og gik ned.

Man kan kun gisne om, hvad der siden skete ham.

 

Ordvekslingen mellem præst og menighed, som det så tydeligt var i situationen, er en fast del af den ortodokse kirkes ritual påskemorgen. ”Kristus er opstanden – ja, han er sandelig opstanden”.

Og det er kerne i kristentroen i alle kirker verden over.

 

Hvordan man så forestiller sig opstandelsen, hvordan den så ud, forbliver jo et mysterium. Som K.L. Aastrup i 1961 skriver i DDS 238:

Vers 1:

Det er så sandt, at ingen så
vor Herre ud af graven gå.
For det, som aldrig kunne ske,
det skulle intet øje se.

Og vers 4 og 5:

Men det, som intet øje så,
vil kirken holde søndag på
og vidne frit, som Ånden bød,
om ham, der døden gennembrød

og bringe alle små det bud,
at nu er han for dem hos Gud,
og som han delte med dem her,
de vist skal arve med ham der.

Det er kristendommens kerne – troens bud på, hvad opstandelsen betyder - at Gud kom ind i verden, som mennesket Jesus, at han levede, døde og opstod for os på den tredje dag – og vi med hans opstandelse fik løfte om selv at kunne blive kaldt ud til nyt liv, løfte om kærlighedens fornyende kraft, om håb og glæde.

                                                                                                                                             

Digteren Poul Borum døde i 1996 af en kræftsygdom. Hans sidste digtsamling kom til at hedde Digte til musik og det sidste digt i den hedder ’I’m Beginning to See the Light’. Her mærker man, hvordan han trækker på kristne grundelementer i sin beskrivelse af lyset, hvordan lyset, som en velsignelse, kommer til at betyde noget helt særligt for ham i en tid, hvor han ved, han er hastigt på vej mod døden.

I et tidligere digt Nytår 1995/96 i samme digtsamling takker han for det år, som er blevet ham givet under sygdomsperioden: 

Et år mere, Herre!
Jeg ved ikke hvordan jeg skal takke.
Et år af sorger og glæder,
nærheder og ligegyldigheder,
opfyldthed og nød.
Et år nærmere min død.

Og så det afsluttende I’m Beginning to See the Light:

Jeg begynder at se lyset
Jeg begynder med at se lyset
Jeg så lyset en dag i oktober
Det var godt at se
Så i dag kan jeg ikke forstå
at jeg skreg den dag
men det gjorde jeg
jeg husker det tydeligt
overvældet af lyset
Og det har været der
lige siden
Lyset
er det der er tættest ved min hud
Og jeg ser lyset
hver morgen
og overvældes
Det første jeg ser
er lyset
og det sidste jeg skal se
vil være lyset

 

Jeg begynder at se med lyset
Jeg ældes med lyset
og det som er evighed i mig
er evighed i dig
og så flygtigt det er -
Det er med kærlighedens flygtighed
jeg berører dig
Det er lyset imellem os
der bevarer os

Åh mørket kan komme
nårsomhelst
Jeg står midt i lyset
jeg løber fra skygge til skygge
jeg genkender ingensteder
jeg gentager bare
hvad jeg hørte i morges
da jeg blev ramt af lyset

Jeg begynder at se lyset
og lyset er sikkert og stærkt
og lige så fjernt som nært
og lyset er en anden
og ser på mig
ser mig


For Poul Borum blev lyset således mere end ord, det blev en virkelighed, der så ham midt i mørket og førte ham ind i et lys, som ingen død og intet mørke kunne modstå. – Opstandelsens lys. Påskemorgens lys.


Poul Borum: Digte til musik, Gyldendal 1996.