MRV 2024

At sidde i menighedsrådet er en unik mulighed for at engagere sig i Vor Frelsers Kirke i Esbjerg – og tage ansvar for kirkens drift og fremtid. Som medlem af menighedsrådet har du mulighed for at bidrage med dine kompetencer og ideer og være med til at skabe en kirke, der både er relevant og meningsfuld for samfundet. Og der er flere gode grunde til at stille op til menighedsrådet: 

 

Bliv en del af et værdifuldt fællesskab

I menighedsrådet er man fælles om en sag – at skabe og drive kirke i Vor Frelsers Kirkes sogn. Det giver et fællesskab, der går på tværs af alder, køn, baggrund og kompetencer. Du kan være med til at skabe en kirke, som fortsat er en vigtig del af vores liv og samtid.

Få indflydelse og sæt retningen for din kirke

Du har en vigtig stemme i dialogen om alt fra kirkeliv og aktiviteter til kirkens økonomi og vedligeholdelse. Kirken er i gennemsnit i kontakt med 70 procent af alle folkekirke­medlemmer på et år, og som menighedsrådsmedlem er du med til at sætte retningen.

Gør en forskel for andre

Skal der være mere for unge og børnefamilier, eller skal der gøres mere for de ældre og udsatte, eller skal vi bevæge os i en helt anden retning? Du kan være med til at gøre kirken nærværende og værdifuld for borgerne i vores sogn ved at planlægge de aktiviteter og arrangementer, du mener skal være i vores sogn.

Bliv en del af folkekirkens lokale demokrati

Som menighedsrådsmedlem repræsenterer du sognets folke­kirkemedlemmer og skaber gode vilkårfor kirken lokalt. Alle folkekirker i Danmark ledes af et menighedsråd. Det gør menighedsrådene til folkekirkens lokale demokrati. Du vil opleve, at der både blandt menighedsrådsmedlemmerne og menigheden som helhed vil være forskellige synspunkter og holdninger til, hvordan den danske folkekirke skal være.

Få nye kompetencer

Nye kompetencer og at lære nyt er en del af det at være menighedsrådsmedlem. Menighedsrådsarbejdet kan for dig være en god læreplads i kommunikation, ledelse, samarbejde, økonomi, sagsbehandling, personlig udvikling og meget mere.

Hvad med min tid?

Menighedsrådet mødes 10 aftner om året. Et møde det varer 2-3 timer og kræver ca. en times forberedelse. Det vil sige 3-4 timer pr. måned.
Har du lyst til at engagere dig yderligere er der mulighed for en plads i et af vores udvalg.

Hvad kan jeg byde ind med?

Alt! Du kan byde ind med lige netop dig. Dine erfaringer og vinkel på livet.  Menighedsrådet har et stort og varieret arbejdsområde, alle hænder, hoveder og hjerter er velkomne.

Orienteringsmøde

Tirsdag den 14. maj afholder vi orienteringsmøde i sognehuset. Her kan du komme og høre mere om livet i kirken og arbejdet i menighedsrådet. Mødet starter kl 18:30 med spisning. Tilmeld dig på dette link:

Tilmelding

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte formanden for menighedsrådet Torben Mørup    tlf. 2138 7515

eller næstformand Elsebeth P. Nebeling
tlf. 30694006