Den 11. september fyldte jeg halvtreds år.

I grunden et imponerende tal. Og måske også et godt sted at stoppe op og se det sådan lidt fra oven.

For jeg var så heldig at få en flagstang i fødselsdagsgave. En 9 meter høj træflagstang der vil stå flot til vores gamle kaptajnsvilla. Og jeg glæder mig til at lade flaget gå til tops og føle højtid i min krop.

Højtid som er en anden tid end den almindelige tid. Den højtid vi føler, når der sker noget særligt. Hvor tiden føles anderledes og er forbundet med noget meget betydningsfuldt.

Normalt tænker vi tiden som en linie. Men når det bliver højtid, bliver tiden faktisk høj. Breder sig så at sige ud på den anden led. Bliver ligesom nogle tusind meter højere, så vi alle kan være der samtidig. Endda på tværs af tiden. Højtiden forbinder os med dem, der var her før os og dem, som følger. For højtid er kendetegnet ved, at vi mennesker gør og tænker det samme, som vi for eksempel gør det, når et flag går til tops. Fordi noget eller nogen skal fejres og æres. Så hvis højtiden blev væk, ville vi blive meget ensomme. Så ville vi ikke længere have tiden, hvor vi tænker det samme og vores hjerter på en særlig måde falder i slag.

Men vi bruger også højtiden (eller det skarpe hjørne) til at hæve os over vores hverdagsliv og netop se det hele lidt fra oven. Og for de fleste af os vækker det en taknemmelighed over alt det der er gået godt, alt det vi har opnået og sat vores præg på, alt det vi har delt med hinanden. Et grundlæggende godt helbred (trods små forventelige skavanker). Stor livsvisdom og selvindsigt. Stadig meget at se frem til, nu hvor milepælene er sat.

Lad os hejse flag for hinanden. Hvordan vi gør det, ved vi hver især bedst. Og der er modeller for det til både hverdag og fest. Og mens flaget går op, skal vi overgive os fuldstændig til højtid i vores krop.